UDE ER GODT, MEN HJEMME ER BEDST …

Ude er godt, men hjemme er bedst som man siger. Men, hvad er hjem for mig? Folk spørger mig tit hvad jeg kalder hjem, og for at være ærlig så har jeg intet svar …

Men det et spørgsmål jeg tit stiller mig selv, fordi jeg sidder med følelsen af at være “hjemløs” og rodløs. Den følelse tror jeg at jeg altid vil have, så længe mine forældre og søskende er bosat i USA. Det er en underlig følelse at rende rundt med, for når jeg er i Danmark føler jeg mig som en Dansker, hvilket jeg også er, da jeg er født og opvokset her. Men når jeg er i USA føler jeg mig som en Amerikaner. Man kan vel godt sige, at jeg lever et dobbeltliv, sådan kan det fandme godt føles til tider. Definitionen af et dobbeltliv kan vel diskuteres, men jeg har jo et liv her i Danmark og et liv i USA som starter hvor jeg efterlod det sidst jeg var der, når jeg er i USA. Jeg føler mig ikke 100% hjemme nogle af stederne.

Det er en ubehagelig tanke at rende rundt med, for jeg ser jo helst at min familie og jeg vi bor i samme land, men det kommer aldrig nogensinde til at ske igen. Den tanke har jeg virkelig svært ved at acceptere, og det fortæller jeg også mine forældre tit. Men det er sådan at situationen er, og den kommer ikke til at ændre sig.

Jeg tænker tit på når jeg finder mig en mand som jeg skal giftes med, have børn med, vil han aldrig få et ordentligt forhold til mine forældre, ment på den måde at de ikke vil kunne lære ham så godt at kende i forhold til dem mine søskende skal giftes og have børn med. Mine forældre ville ikke komme til at se deres børnebørn så ofte, som de ville mine søskendes. Det er en af de tanker som virkelig kan gå mig på, for familie betyder enormt meget for mig.

Jeg er ikke i tvivl om at min beslutning om at flytte tilbage til Danmark. Det var den rigtige beslutning for mig. Hverdagen uden mine forældre og søskende er bare hård, fordi de betyder alt for mig. Ikke at kunne se dem dagligt er virkelig svært. Det bliver hårdere og hårdere for mig at tage over at besøge dem og tage hjem igen. Det er som om at det ikke bliver lettere, men sværere at sige farvel hver gang …